uni-luck.dk © 2009                    

 

Pressemeddelelser!

 

8.9.09 

Løvvangens ethjulede atleter i top med nye talenter, guldmedaljer og ny danmarksrekord

 

Under de netop afholdte danske mesterskaber for ethjulere 2009 på Frederiksberg i disciplinerne længdespring, højdespring, trial og downhill røg Nørresundbys unge unicyklister helt i top. Det var især ungdomsrytterne Jonas Jørgensen og Oskar Rytter Lund, som triumferede i egne aldersklasser med guld i alle disciplinerne og med resultater, der gav sejr i de samlede aldersklasser.

 

Selvom Jonas Jørgensen deltog i 13-14 års klassen, hjembragte han på fornem vis de 2 eftertragtede ekspertmedaljer for alle aldersklasser i både trial og downhill. Trial handler om at springe rundt på ethjuleren på forhindringer af kabeltromler, paller og metalbøjler mens downhill er kørsel på mountainbike-dæk ned af en kompliceret styrtløbsløjpe. Det er helt uhørt, at vores ungdom kan hamle op med garvede danske seniormestre og VM- medaljører i unicykling, siger formanden for Løvvangens unicyklister, Trygve Engen. Ved samme stævne satte Jonas også ny dansk rekord i længdespring med hele 280 cm, hvilket var ½ meter mere end alle konkurrenter. Internationalt er resultatet også enestående, idet verdensrekorden er 300 cm, og i LUCK er man ikke et øjeblik i tvivl om, at man står med en ny Carl Lewis på ethjulet. Det er simpelthen kun et spørgsmål om tid før denne 13-årige pedalatlet bryder længdemuren, siger man i LUCK. Springtalentet giver ham samtidig ekstra muligheder på trialbanen, hvor Jonas agerer ren springbuk.

 

Den kun 11- årige Oskar Rytter Lunds resultater var tilsvarende i særklasse. Mesterskabernes downhilltur, som arrangørerne havde henlagt til en svær skrænt i Sverige, bekræftede, at LUCKs 11- årige unicyklist har både mod og en så fin balance, at det gav ekspertbronze -blandt alle aldersklasser.! Med et hop på 210 cm i længdespring er han forud for mange jævnaldrende. Lige siden VM Schweiz i 2006, hvor Oskar tog bronze for drenge, og med hans senere 4 guld- og 2 sølvmedaljer ved VM i 2008 er hans talent atter blevet bekræftet ved de danske stævner. Han er en ren gemse, når han først hopper rundt mellem forhindringerne, og man kommer i godt humør af at se på ham, siger LUCK-formanden.

 

Det var tilsvarende glædeligt for LUCK, at man på kvindesiden med søstrene Ida og Mia Rytter Lund i seniorrækken kunne gøre sig gældende med hele 2 guld, 2 sølv og 2 bronze. LUCK måtte undvære sit VM-es Signe Gjerding Jensen ved stævnet, men i hendes fravær tog de nordjyske kvinder flot over. Begge er på DGI´s landsrepræsentationshold og deltager i det danske Free Style Team, når New Zealand holder VM i unicykling til nytår.

Blandt LUCK´s helt nye deltagere ved stævnet fik Asbjørn Kvist Kristensen og Daniel Krogh Andersen 1 sølv og 3 bronzemedaljer samlet. Drengene har trænet i LUCK i snart ¾ år, og er allerede flot af sted på medaljehøst. Det hører med til historien at disse to drenge til dagligt bor i Randers og træner i LUCK. Endelig fik Magnus Søndergård en fortjent bronzemedalje i downhill blandt drenge under 12 år.

 

Stævnets anden rekord og overraskelse kom i højdespring, hvor Nikolai Moestrup fra Haslev i seniorrækken sprang 88 cm i ny dansk rekord.

 

Med 12 guld, 3 sølv og 7 bronze holder LUCK´s medaljegaranti fortsat flot ved stævner. Det er ikke mindst elitetræner Niels R. Poulsen store fortjeneste at niveauet er blevet så højt. Det langsigtede ungdomsarbejde har båret frugt gennem de mange realistiske udfordringer cyklisterne har været igennem. Men også cyklisternes store flid og arbejdsdisciplin har naturligvis bidraget., siger formanden. Det tegner lyst forude, når LUCK sender sine 16 cyklister af sted mod VM i New Zealand til jul.

 

Formand Trygve Engen, Krusemyntevej 44, 9400 Nørresundby